tirsdag den 31. juli 2012

Pudebetræk i pasteller

På trods af tekniske udfordringer er det lykkedes mig at uploade en del nyt i dag. Bl.a. en masse pudebetræk.
Når jeg ser på nedenstående collage har jeg virkelig ikke lyst til at skille mig af med dem!

mandag den 30. juli 2012

I denne uge kommer dette i butikken

Jeg har fået fingre i en masse Dekoplus stof og andet i samme stil. Jeg er blevet ret vild med den stilart, som jeg ikke helt ved hvad den rigtige betegnelse er. Jeg har set det beskrevet som swedish, dutch, danish, folklore, heidi, etc. Det er ikke kun mig som er glad for denne stil. Englænderne og japanerne er fuldstændig vilde med det, på trods af at priserne på disse stoffer også er fuldstændig vilde. Og sidste gang jeg lagde noget lignende på shoppen, så gik det saftsusemig stærkt.

Lige nu er jeg lidt teknisk udfordret, da jeg er løbet tør for data på mit internetabonnement og ikke kan finde oplader til kamera. Derfor har jeg haft besøg af ven i dag, som har et rigtig godt kamera og som kan tage meget bedre billeder end jeg. På en måde lidt heldigt, med den oplader egentlig :-)



fredag den 27. juli 2012

Mer vil ha mer

Min afstressningssyssel i disse dage er at male perler. Store perler. Første gang jeg prøvede at gå med dem, havde jeg kun en enkel i en kæde. Så prøvede jeg med 3. I dag prøvede jeg så med 5. Og jo flere jeg har på, jo flere og større er de positive kommentarer!
Selv synes jeg at de er flotte, men for mig handler det mest om processen, hvor jeg sidder i en meget afslappet og meditativ tilstand og maler mønstre. Andre synes at det er helt vildt at jeg kan sidde og male så sirligt,og de synes at det ligner noget der er trykt. (Jeg kan dog sagtens selv få øje på fejlene!)

torsdag den 26. juli 2012

Retrobordet

Jeg har besøg af venner der ferierer her i det jyske denne uge.

I går aftes, efter en smuk sommerdag dækkede vi op udenfor. Det var en fornøjelse at finde mine retroskatte frem fra køkkenskabene og dække op til det gladeste og mest farverige måltid længe!

Menuen bestod af fuldkornswraps med alt godt fra den arabiske købmand!


De lyserøde grøntsager kunne jeg ikke stå for! Det er syltede majroer (turnips)

Elsker 70´er voksdugen med Daisy tallerkner på!

fredag den 20. juli 2012

Træskotøs retur

Så er hun kommet hjem, mit skønne Dina barn.

Hun har haft en fantastisk tur til Holland, som hun synes er et helt skørt land. De bor på bådene, spiser i garagen og de snakker mærkeligt. Nærmest som om de hoster.

Da hun stod ud af bilen ved ankomst, havde hun de hollandske træsko på. Hun har trisset lidt rundt i dem og sagt "de er altså vanvittige, de her sko! Helt vildt vanvittige! Og så larmer de. De er lidt ligesom højhælede."



Nå, ja og hvad havde hun købt til sin mor? Hollandske boligmagasiner. :-)

torsdag den 19. juli 2012

En lille Dina rejste (til Holland)

I går tog Dinabarnet, min store lille 7-årige, på miniferie til Holland. Uden sin mor!
Hun blev spontant inviteret med af min bror og hans japanske familie, som er på ferie i Danmark og gerne ser en lille bid af Europa ved samme lejlighed.

Så først på ugen var vi ude i noget med at få taget billeder, lavet nødpas og hævet Euro, så hun kunne komme af sted.

Her til aften har jeg skypet med hende. De bor på flodbådshotel og hun deler kahyt med hendes japanske fætter. Jeg var lidt betænkelig ved om hun ville synes det var et problem at de snakker japansk og engelsk. Men som hun selv så fint formulerede det: "Nej, det er da ligemeget. Så længe vi er søde ved hinanden!"

I dag har hun fået shoppet for hendes lommepenge. Jeg sagde til hende inden hun tog af sted, at hun først og fremmest skulle købe noget til sig selv. På Skype viste hun hendes indkøb frem; et par hollandske træsko i sin egen størrelse. Hun er guld!


tirsdag den 17. juli 2012

Statement necklace

Jeg har også haft lyst til at lave de store malede træperler, men selvfølgelig i min egen version. Og da mønster efterhånden er blevet mit mellemnavn, så var det nærliggende at male mønstre på.

En enkelt perle i en kæde kan snildt gøre det, men her er der hele 3 på en gang. Synes det ser fedt ud med forskellige mønstre sammen!




mandag den 16. juli 2012

Besøg fra Japan

I disse dage er min bror og hans japanske familie på besøg i Danmark. Weekenden har stået i familiens tegn med dejligt samvær og udflugt. Søndag var vi ude og køre på skinnecykler. Nøj hvor var det sjovt! Aldersmæssigt spændte vi fa 2 til 66 år og jeg tror alle synes det var lige sjovt. Genialt til familieudflugt!

Ingen besøg fra Japan uden gaver. Det er en del af deres kultur.

Unger klar til afgang


Pragtfuld tur ud i den danske natur

lørdag den 14. juli 2012

Leg med mønstre

I går aftes havde jeg et par timers fordybelse i mønstre.
Er blevet ret så fascineret af mønstre fra tresserne som er minder mig om køkkengardin på den skandinaviske måde.
Der kom dette mønster ud af det. Må helt sikkert lave flere i den stil når tiden er til det!


fredag den 13. juli 2012

torsdag den 12. juli 2012

Vinder af tapetpakke med 15 forskellige print

a Rafflecopter giveaway

Marthe har skrevet dette i kommentaren:
Hej Junette!
Sjov og flot Give away du har : ) Jeg deltager naturligvis rigtig gerne! Er med på det hele ; )
Der er jo så meget jeg kunne bruge de her flotte tapeter til, men specielt har jeg et projekt jeg drømmer om at få lavet ferdig i løbet af sommeren, og det er et flot, gammelt barskab, som jeg vil pudse, male og tapetsere, og så skal det forvandles til et flot skrivebord til min søn på 6 1/2 år! Andre ting jeg vil bruge tapeterne til: Ny, lækker tapet til at lave et hyggeligt hjørne inde på min datters værelse, tapetsere en lille væg i stuen (så skal jeg nok købe lidt ekstra tapet inde i din Etsy shop også!), male og tapetsere et retro sybord med ben/hjul (oh,-det bliver flot!), osv, osv, osv... Kunne også tænke mig at få lavet nogle fine esker, inspireret af dem du har vist frem på din blog. Ja, der mangler ikke på projekter. Hvad med tid og overskud, kører du lige igang en give away hvor man må vinde lidt af det, også? ; ) Jeg deltager nemlig gerne ! : )

Tusinde tak for chansen til at vinde disse flotte sager!

Kh Marthe



Det er første gang jeg bruger en widget til en give away. Og hold da op hvor er det nemt at trække en vinder! Man logger ind og trykker på "pick a winner". Derefter bliver der sendt en mail til vinderen. 
Jeg kan også godt lide at der ikke er mulighed for snyd. Jeg kan huske at der på et tidspunkt, rundt omkring i blogland blev luftet spørgsmålet, om det ikke altid var de samme bloggere som vandt?
Men hvad jeg frygter endnu mere er tanken om at jeg ved optælling har lavet en fejl. Så tit tæller jeg efter 2 eller 3 gange. Så her undgår jeg enhver form for tankespind og besvær. Tid jeg istedet kan bruge på at være kreativ :-)
Eneste minus er at der ikke har været så mange som har deltaget. Måske fordi at det har virket uoverskueligt med alle de aktive valg?

Rigtig meget tillykke Marthe. Synes det er så hyggeligt at det er sig som vandt! Glæder mig til at se hvad  du får ud af det!

onsdag den 11. juli 2012

Gæt min bloggerinspirationskilde

Kan du gætte hvor jeg har fået inspiration til denne tegning?
Det har været regnvejr, min datter har ferie. Vi tegner, går sent i seng og sover længe. Det er så lang tid siden  jeg har tegnet, at jeg var helt bange for at jeg ikke kunne mere. Men det kan jeg vist godt og jeg havde helt glemt hvor hyggeligt det er!

tirsdag den 10. juli 2012

Prøvetryk

Jeg har fået lavet nogle prøvetryk på stof med mine mønstre.
Er ret så tilfreds!


Det stof der ligger øverst er jersey og det er bedre i farverne end de 2 bagerste i almindelig bomuld. Har lavet mønsteret i halv størrelse og det synes jeg faktisk fungerer bedre end den oprindelige størrelse (som ses på stoffet til venstre)


Var helt sikker på at de knaldede farver på de 2 til venstre ville falde bedst i min smag. Men nej, stofferne med den mere afdæmpede pudderfarve er mine RL favoritter!


Her ses farveforskellen igen. Jersey til venstre.
Har du en favorit?

Design værktøjer

Jeg har gjort nogle småinvesteringer den sidste måneds tid.

Den ene investering er opgradering af Photoshop. Jeg kører stadig med CS3 versionen, som vist er 5 år gammel. Fordi jeg er Adobe kunde har jeg haft mulighed for at købe Adobe Creative Cloud til en meget fordelagtig pris. Creative Cloud er adgang til alle de mest brugte grafikprogrammer fra Adobe. Man køber ikke et fysisk produkt, men "lejer" programmet. Jeg har det en lille smule anstrengt ved tanken om at leje noget, fordi man ender med at betale en meget høj pris for noget man aldrig får ejerskab over. Men dette tilbud jeg fik, gav god mening for mig! Nu er problemet så bare at min computer ikke er helt lever op til systemkravene... Så nu skal jeg skrabe sammen til en løsning på dette problem. :-)

Min anden lille investering er color charts fra Spoonflower. De har skiftet system, så hvis man bestiller stof fra tidligere designs, så vil farverne nu være markant anderledes.
Jeg har bestil color charts trykt på almindelig bomuld og på jersey. Der er farvekoder med, som jeg kan bruge i photoshop, så jeg kan være helt sikker på hvordan farverne tager sig ud trykt. Det kan spare mange ærgelser!

Uhm, farver!


Almindelig bomuld og jersey lagt op mod hinanden. Kæmpe farveforskel!





søndag den 8. juli 2012

7-årigs kunst

I går kom Dinabarnet ud fra hendes værelse og sagde at hun vist havde lavet hendes bedste tegning nogensinde. Så vendte hun papiret om og viste mig denne tegning.
Den var tegnet med en sort filtpen og så ville hun gerne have mig til at hjælpe med farvelægning. Jeg sagde at den opgave synes jeg selv hun skulle klare, men hun måtte gerne vælge 4 af mine layouttuscher til farvelægningen. Er vild med hendes streger!


lørdag den 7. juli 2012

Tapetruller og populær print

Jeg får dagligt mails, om jeg har hele ruller af mine tapeter.
Egentlig var meningen bare at jeg ville sælge pr. yard da mange af tapeterne er enkle ruller vundet på auktioner. Men så er der også nogle som jeg er i besiddelse af i rullevis. Så rullerne har fået deres egen kategori nu.

Noget andet nyt er dette mega smukke print i excellent og meget lidt (hvis overhovedet) brugt kvalitet. Det er vundet på auktion og er mit hidtil dyrest indkøbte stof. Jeg deler stofsmag med en anden sælger, så det hænder at vi byder hinanden op til priser som er fuldstændig vanvittige. Jeg har spurgt om vi ikke skulle dele de populære stoffer istedet for at byde hinanden op i et prislejde hvor vi knap får nogen fortjeneste selv og hvor kunderne betaler en latterlig høj pris. Denne idé synes hun ikke om, desværre.


fredag den 6. juli 2012

Frotté

Det er ikke fordi jeg ikke kan lide frotté. Tværtimod! Det er netop problemet. Jeg har købt en helt masse fordi synet af det fucker med mit hoved., så jeg ikke kunne sige nej!

Den sidste uge har jeg været børnefri og har ligesom sat gang i 100 projekter. Har derfor været nødt til at rykke mit stoflager ind på børneværelset. Nu kommer børnene lige om lidt hjem og deres værelse er fyldt med frotté. Det fylder bare helt vildt meget! Det er også bare helt vildt til salg lige nu!



Skattejægerinde

Øverst: Tapet som kom med posten. Store retroblomster, paisley og PINK baggrund -en virkelig quirky sammensætning, som jeg ikke kan stå for.
Midten: Tapet som jeg fandt i en helt nyåbnet butik med retro ting her i Vejle. Er vild med den combo af det grafiske og retroblomsterne!
Nederst: Stof på mit tørrestativ. Endnu en NOS (New old stock), dvs noget der har ligget i original indpakning i 40 år.

torsdag den 5. juli 2012

Tæppelayout (i blæsevejr)

Jeg har fået en tæppebestilling fra hende her, som var på besøg hos mig og forelskede sig hovedkulds i mine slumretæpper.

Jeg har ikke så vildt meget ledig gulvplads, så jeg rykkede udenfor da jeg skulle lægge firkanter ud. Hver gang jeg havde lagt en række, så kom der lige et vindstød og ødelagde det hele. Så jeg måtte hele tiden sætte tunge genstande på firkanterne for at holde dem på plads!

Tæpperne er lavet med lutter forskellige stoffer. Der er ikke kun populære 70´er stoffer, men også lidt 50´er, 60´er og 80´er. Dette er helt bevidst for at skabe noget dynamik, så stofferne ikke bliver forensartede og drukner i sig selv.

Næsten tilfreds. Der skal lige justeres lidt. Bl.a. i rækken med røde stoffer, da jeg ikke havde nok til en helt række.  Jeg må også se om jeg kan finde nogle der er knap så farvemættede, lige i den række.





PS: Hvis du også har forelsket dig i sådan et tæppe, er der et lignende til salg. Klik på billedet for at komme til butikken.


søndag den 1. juli 2012

Same/same apfelbaum tapet og stof

Jeg slog straks til da jeg så at Ulla solgte det samme stof som jeg har som tapet.
Jeg er ved at have opbygget en lille samling af mønstre, som jeg både har som stof og tapet.

Som vanligt, når man nærstuderer mønstrene, så er der små forskelle. Her er træerne placeret tættere på stoffet end på tapetet. Der er også forskellige motiver på tapet og stof, som kun kan ses på et større udsnit.