For 8 år siden var jeg sidst inde og
se Diana Krall, Canadisk jazzpianist/sangerinde med den sprødeste
stemme. I lørdags var jeg til koncert med hende igen.
Min jazzinteresse er ret begrænset til
gamle klassikere. Det startede helt tilbage I mine teenage år, hvor
jeg spillede saxofon. Jeg havde en ung funky lærer, som synes vi
skulle spille rock og pop. Det var lige I min (Moonjam) ånd. Men så
en dag fik jeg at vide at min lærer var taget til Kina for at brygge
øl. Jeg blev tilbudt et andet hold. På dette hold var de mellem 35
og 70 år. Der var desuden en guitarist og trommeslager. Og der blev
kun spillet traditionel jazz og swing. Det var 100 gange sjovere og
gladere end det tidligere hold, til min store overraskelse! Vi mødtes
også privat og spillede. Kulminationen var at vores lille ensamble
spillede på gågaden og tjente penge nok til en sodavand og øl
efterfølgende! Desværre var mine naboer ikke helt med på den.
Klager, ringen på døren og banken på radiatorrør gjorde at jeg
ikke orkede at fortsætte.
Diana Krall fortolker jazzstykker, som
minder mig om den tid. Det er musik man bliver glad af. Hun fortolker
også folknumre som også er spillet af Joni Mitchell og Eva Cassidy.
Hun synger ligeså rørende og nok også lidt til.
Diana Kralls nyeste album (Glad Rag Doll( som vist er
hendes ellevte album indeholder primært swingnumre fra tyverne og
tredieverne. Numre som lidt er blevet glemt, men som hun selv har
hørt i hendes barndom på farmorens grammofon med håndsving. Det er
både glade og melankolske numre.
Lige inden 3. nummer præsenterede hun
bandet, som bestod af kontrabas, trommer, guitar, harmonika og
violin. Sidstnævnte musiker kunne man desuden få til at spille
ukulele (meget lille guitar med 4 strenge). I 3. nummer skulle han
spille ukulele. Hun talte for og startede nummeret, men efter 2
linier brød hun ud I grin og kunne ikke stoppe igen. Så hun måtte
starte forfra. Efter 2 linier skete det samme igen. Hun talte for og
startede og gav sig selv en syngende lussing, for ikke at komme til
at grine igen. Så sagde hun: “This song only gets better, so its
worth waiting for. Ok, we are good. As long as we don´t look at each
other, we are good.” Hendes glæde og humor var svært smittende og at se en kunstner få et grineflip, var en oplevelse i sig selv og man kunne kun grine sammen med hende.
Bandet var suveræne og midt I en anden
sang grinte/smilte hun taknemmeligt og ydmygt og sagde, at hun
simpelthen var så beæret over at spille med så talentfulde
musikere. Jeg var især imponeret over trommeslageren Jay Bellerose.
Han havde I øvrigt fødselsdag og Diana Krall fik hele salen til at
synge fødselsdagssang for ham. En af hendes mange kække
bemærkninger var at hun synes vi sang så godt at hun næste gang
ville dele sangblade ud, så vi kunne synge fællessang showet
igennem.
Og et show det var det. Der var en meget stemningsfuld scenografi, med mørkerøde draperede velourgardiner, lyskæder,
tiffanylamper, et gammelt saloon klaver, farmorens grammofon med
håndsving og instrumenter og stole var alle gammel stil, så der
var en stemning af 20-30erne. Lidt den stemning man kender fra Moulin
Rouge.
I den planlagte pause gik orkestret ud,
men hun blev siddende og spillede alene! Hun skulle ikke holde pause og det skulle publikum i hvert fald heller ikke! Hun spillede en sang hvor
tempoet blev øget mere og mere. Til sidst gik det så hurtigt at man
ikke fatter det er muligt at flytte fingrene så stærkt. Da hun til
sidst fejlede, sagde hun ”damn” og sprang tilbage til normalt
tempo.
Hun sang desuden nogle af hendes
hofnumre: Frim fram Sauce som er en fjollet sang skrevet at Nat King
Cole. Sangen er en bestilling til en tjener på en restaurant og
kunden opremser alle de retter der ikke har interesse. Det eneste der
dur er den ikke-eksisterende ret:
I want the Frim Frim Sauce with the Oysen fay
and Shifafa on the side
I "pausen" spillede hun også A Case of
You, som er et Joni Mitchell nummer. En af de smukkeste sange ever.
Hun spillede den også sidst jeg hørte hende. Dengang hvor jeg
stadig havde et temmelig sorgløst liv. Og det var en underlig
fornemmelse at høre samme nummer nu, efter at jeg har været i
gennen så langt et sygdomsforløb og været så langt nede.
Kontrasten var pludselig meget meget tydelig! Nummeret i sig selv
handler om håbløs kærlighed (been there) og blev så smukt
fremført, så jeg ikke kunne holde tårer tilbage.
Da koncerten var slut sådan ca 20.
minutter senere end planlagt, fik hun et stående applaus som ingen
ende ville tage. Hun og bandet kom ind igen og hun sagde at hun var
glad og lettet over at vi tog så godt imod dem. Hun virker
simpelthen bare så sød! De spillede 3-4 ekstranumre. Så det blev
til i alt 1 times mere koncert i forhold til det annoncerede. Man var
ikke i tvivl om at hun nød hvert et øjeblik.
Det gjorde jeg i den grad også! Jeg var i øvrigt så heldig at jeg havde fået den allerbedste plads i salen. Når man går alene af sted er der små huller rundt i salen man kan vælge mellem. Fordel ved at være single! På anden række, sådan lidt forskudt, så jeg sad lige foran hende 2-3 meter væk. Kniber stadig mig selv lidt i armen over at jeg fik denne oplevelse med mig. Men den var desværre også så god at jeg savnede en at dele det med. Lidt ligesom med børn. De er så vidunderlige, så at være alene forælder er lidt tomt, når man ikke har nogen at dele de gode oplevelser med. :-)
Kære Junette
SvarSletEn dejlig, stæmnings-skabende beskrivelse af din fine koncert-oplevelse! Tak for at du deler, jeg synes jeg fornemmer den gode og intime stæmning der helt sikkert var til hendes koncert! : ) Nu er det ikke fordi, det er det samme (overhovedet! ;-) men jeg ville da gerne have været der og oplevet det sammen med dig : ) ...og jeg er sikker på at det med at finde en ven at dele hverdagens mange små og store oplevelser med, nok lige pludseligt kommer, når du mindst vænter det : ) Bloggen er jo også et godt sted og een måde, at dele nogle ting med andre, så man ikke sidder helt alene med alt sit krea, tanker, glæder og sorger, after all : )
Her sner det for 1. gang i dag. Det er hvidt udenfor, og en lun, god stemning. Uha, og jeg som ikke engang kan lide vinteren som sådan,-synes til og med det er ret flot med alt det hvide ;-)
Ønsker dig en flot uge videre!
Kh Marthe