Glad Rag Doll

For 8 år siden var jeg sidst inde og se Diana Krall, Canadisk jazzpianist/sangerinde med den sprødeste stemme. I lørdags var jeg til koncert med hende igen.

Min jazzinteresse er ret begrænset til gamle klassikere. Det startede helt tilbage I mine teenage år, hvor jeg spillede saxofon. Jeg havde en ung funky lærer, som synes vi skulle spille rock og pop. Det var lige I min (Moonjam) ånd. Men så en dag fik jeg at vide at min lærer var taget til Kina for at brygge øl. Jeg blev tilbudt et andet hold. På dette hold var de mellem 35 og 70 år. Der var desuden en guitarist og trommeslager. Og der blev kun spillet traditionel jazz og swing. Det var 100 gange sjovere og gladere end det tidligere hold, til min store overraskelse! Vi mødtes også privat og spillede. Kulminationen var at vores lille ensamble spillede på gågaden og tjente penge nok til en sodavand og øl efterfølgende! Desværre var mine naboer ikke helt med på den. Klager, ringen på døren og banken på radiatorrør gjorde at jeg ikke orkede at fortsætte.

Diana Krall fortolker jazzstykker, som minder mig om den tid. Det er musik man bliver glad af. Hun fortolker også folknumre som også er spillet af Joni Mitchell og Eva Cassidy. Hun synger ligeså rørende og nok også lidt til.

Diana Kralls nyeste album (Glad Rag Doll( som vist er hendes ellevte album indeholder primært swingnumre fra tyverne og tredieverne. Numre som lidt er blevet glemt, men som hun selv har hørt i hendes barndom på farmorens grammofon med håndsving. Det er både glade og melankolske numre.

Lige inden 3. nummer præsenterede hun bandet, som bestod af kontrabas, trommer, guitar, harmonika og violin. Sidstnævnte musiker kunne man desuden få til at spille ukulele (meget lille guitar med 4 strenge). I 3. nummer skulle han spille ukulele. Hun talte for og startede nummeret, men efter 2 linier brød hun ud I grin og kunne ikke stoppe igen. Så hun måtte starte forfra. Efter 2 linier skete det samme igen. Hun talte for og startede og gav sig selv en syngende lussing, for ikke at komme til at grine igen. Så sagde hun: “This song only gets better, so its worth waiting for. Ok, we are good. As long as we don´t look at each other, we are good.” Hendes glæde og humor var svært smittende og at se en kunstner få et grineflip, var en oplevelse i sig selv og man kunne kun grine sammen med hende.

Bandet var suveræne og midt I en anden sang grinte/smilte hun taknemmeligt og ydmygt og sagde, at hun simpelthen var så beæret over at spille med så talentfulde musikere. Jeg var især imponeret over trommeslageren Jay Bellerose. Han havde I øvrigt fødselsdag og Diana Krall fik hele salen til at synge fødselsdagssang for ham. En af hendes mange kække bemærkninger var at hun synes vi sang så godt at hun næste gang ville dele sangblade ud, så vi kunne synge fællessang showet igennem.

Og et show det var det. Der var en meget stemningsfuld scenografi, med mørkerøde draperede velourgardiner, lyskæder, tiffanylamper, et gammelt saloon klaver, farmorens grammofon med håndsving og instrumenter og stole var alle gammel stil, så der var en stemning af 20-30erne. Lidt den stemning man kender fra Moulin Rouge.

I den planlagte pause gik orkestret ud, men hun blev siddende og spillede alene! Hun skulle ikke holde pause og det skulle publikum i hvert fald heller ikke! Hun spillede en sang hvor tempoet blev øget mere og mere. Til sidst gik det så hurtigt at man ikke fatter det er muligt at flytte fingrene så stærkt. Da hun til sidst fejlede, sagde hun ”damn” og sprang tilbage til normalt tempo.

Hun sang desuden nogle af hendes hofnumre: Frim fram Sauce som er en fjollet sang skrevet at Nat King Cole. Sangen er en bestilling til en tjener på en restaurant og kunden opremser alle de retter der ikke har interesse. Det eneste der dur er den ikke-eksisterende ret:

I want the Frim Frim Sauce with the Oysen fay

and Shifafa on the side

I "pausen" spillede hun også A Case of You, som er et Joni Mitchell nummer. En af de smukkeste sange ever. Hun spillede den også sidst jeg hørte hende. Dengang hvor jeg stadig havde et temmelig sorgløst liv. Og det var en underlig fornemmelse at høre samme nummer nu, efter at jeg har været i gennen så langt et sygdomsforløb og været så langt nede. Kontrasten var pludselig meget meget tydelig! Nummeret i sig selv handler om håbløs kærlighed (been there) og blev så smukt fremført, så jeg ikke kunne holde tårer tilbage.

Da koncerten var slut sådan ca 20. minutter senere end planlagt, fik hun et stående applaus som ingen ende ville tage. Hun og bandet kom ind igen og hun sagde at hun var glad og lettet over at vi tog så godt imod dem. Hun virker simpelthen bare så sød! De spillede 3-4 ekstranumre. Så det blev til i alt 1 times mere koncert i forhold til det annoncerede. Man var ikke i tvivl om at hun nød hvert et øjeblik.

Det gjorde jeg i den grad også! Jeg var i øvrigt så heldig at jeg havde fået den allerbedste plads i salen. Når man går alene af sted er der små huller rundt i salen man kan vælge mellem. Fordel ved at være single! På anden række, sådan lidt forskudt, så jeg sad lige foran hende 2-3 meter væk. Kniber stadig mig selv lidt i armen over at jeg fik denne oplevelse med mig. Men den var desværre også så god at jeg savnede en at dele det med. Lidt ligesom med børn. De er så vidunderlige, så at være alene forælder er lidt tomt, når man ikke har nogen at dele de gode oplevelser med. :-)