onsdag den 28. september 2011

Om at have behov for anerkendelse


Om at have behov for anerkendelse
En evig kamp jeg kæmper med. Og som jeg tror de fleste kan nikke genkendende til.
Der er to former for anerkendelse, som jeg ser det.

  • At blive anerkendt for det man kan.
  • At blive anerkendt for den man er.


For mange mennesker hænger de to sammen. Eller bliver blandet sammen. For hvis man aldrig rigtig har følt at man er blevet anerkendt for den man er, hvordan knækker man så den nød?

Jeg har tænkt at hvis bare jeg ser ud på en bestemt måde, siger de rigtige ting eller er god til noget, så kan andre lide mig. Men at ændre sit udseende og personlighed er en umulig opgave. Hvis man er 165 cm og en
indadvendt type, så bliver man jo aldrig et højtråbende skur på 185 cm.

Til gengæld kan alle blive rigtig gode til noget, i teorien. Det kræver bare en hel del tålmodighed, stædighed, flid og øvelse. At have perfektionisme i sig, er heller ikke så tosset.

Jeg har selv gået den helt store vej og er blevet god til noget, uden egentlig at være blevet til noget. Heldigvis er jeg blevet god til noget, som jeg også godt kan lide. Ret heldigt for ellers ville jeg blive slemt skuffet og sikkert endt med en endnu større følelse af forkerthed. For jeg fandt ud at jeg stadig gerne ville anerkendes for den jeg er. Ikke bare det jeg kan.

Man kan have nogle egenskaber med sig i form af styrke, intelligens, udholdenhed, eller et åbenlys talent for noget. Gode gaver at have med og årsag til at man let bliver ambitiøs på andres vegne. Der er det let helt
at glemme at kigge på personen og hvad hun har lyst til. Hun bliver ikke anerkendt for den hun er.

Vi vil alle gerne have kærlighed, kunne lides af andre. Men vi kan ikke tvinge andre til at holde af os. Vi kan gøre vores bedste, men det er ikke sikkert det bærer frugt. Jeg har selv rigtig svært ved at nogen ikke kan
lide mig. Det er ikke noget som hæmmer mine aktiviteter eller sætter begrænsninger i min hverdag. Men det gør en lille smule ondt inde i mig.
Den gøren ondt vil jeg gerne kunne slippe!

Jeg tog emnet op med min veninde, som udover at være veninde også er præst og jeg bad hende sige noget om emnet, med hendes præstebriller på.
Jeg er hverken særlig troende eller særlig bibelkyndig. Men hun kom med en lille historie, som jeg vil prøve at gengive:

Der var en munk, som bare så gerne ville gøre det godt for andre, være vellidt og anerkendt. Men der var altid nogen som var skeptisk eller ikkekunne lide ham. Det gik ham så meget på at han gik til præsten og spurgte hvad han dog skulle gøre.
Præsten sagde til ham, at han næste dag skulle stille sig ud på kirkegården og stå der og rose alle de døde og fortælle hvor fantastiske de havde været. Det gjorde han, og gik tilbage til præsten. Præsten spurgte,
hvad de døde havde svaret? Ingenting, de var jo døde.
Præsten sendte ham så afsted igen dagen derpå og denne gang skulle han stå på kirkegården og fortælle hvilke røvhuller de alle sammen havde været. Bagefter gik han til præsten igen, som spurgte til hvad de døde havde svaret. Ingenting. De var jo døde.
Præsten sagde vistnok noget i retning af: "Fino" eller "ok". Ligeså ligeglade de døde havde været med hans roser og hans eder, lige så ligeglad skulle han være med hvad folk siger og tænker om ham.


Lettere sagt end gjort. Dette er noget som er skrevet for 2000 år siden og emnet er stadig lige aktuelt. Det er stadig noget vi mennesker slås med.

I stedet for at stræbe efter at blive god til noget eller blive til noget, skulle vi hellere stræbe efter at kunne sige, mene og føle:
”Jeg er.”

Måske det giver mere mening at definere JEG ER, ved at sætte flere ord på.
Jeg kunne tilføje:
Jeg er optimist
Jeg er tålmodig
Jeg er god og det modsatte
Jeg er farveafhængig
Jeg er naiv
Jeg er en fintænker
Jeg er glemsom
Jeg er klåg
Jeg er sjov

Alt det man ikke er, det er ligegyldigt. Man skal ikke bruge sit krudt på at spørge sig selv om hvorfor man ikke er sådan og sådan. Eller endnu værre, bebrejde sig selv. Man skal tage JEG ER- pakken og elske den.

Så har man fået sin anerkendelse.

Tak Anne for inspiration til ord og tegning

9 kommentarer:

  1. Dit indlæg giver mig mange tanker. Tak

    SvarSlet
  2. Tak for stof til eftertanke... Det trængte jeg pudsigt nok til... TAK igen :)

    SvarSlet
  3. Dejligt, tankevækkende indlæg om noget af det jeg selv tumler med efter at være blevet uarbejdsdygtig. Tak for det!

    SvarSlet
  4. Dejligt med stof til eftertanke! Tak!

    Jeg tænkte på, at du skriver, at man ikke skal tænke på hvad man ikke er. Ligeledes synes jeg heller ikke, at man skal tænke på, hvem der ikke anerkender én. Man skal tænke på dem, der anerkender én og være glad for det.
    Altså have fokus på det positive (og der ligger mit problem)

    Dejligt med refleksion !

    SvarSlet
  5. Mon vi ikke allesammen har haft de tanker, mere eller mindre, jeg er endnu lavere (162) en del rundere og absolut ikke udadvendt, men jeg syntes faktisk det bliver lettere at lade folk tænke/mene hvad de vil, jo ældre man bliver (nu 44) også fordi man nogen gange får kigget lidt bagom og opdager de mest fordomsfulde måske ikke selv er så perfekte som det lige ser ud til ved første kig - og har du min fulde anerkendelse for det du kan her på bloggen :)

    SvarSlet
  6. Hej

    TAK for det indlæg.

    Det gav lige et sidste spark til at jeg ikke føler mig forkert.

    SvarSlet
  7. super godt indlæg der gik lige ind og ramte plet.

    SvarSlet
  8. Selv tak, Junette! Herligt at få det igen som indlæg OG tegning :-) Det er rigtig godt beskrevet, sådan som du skriver det. Og den lille munk er da for skøn!

    Da jeg læste om det, du skrev om 'Jeg er'-pakken, kom jeg til at tænke på, at "jeg er, den jeg er" også er sådan Gud, den evige væren, beskriver sig selv i det Gamle Testamente, og at når Jesus skal beskrive sig selv, starter han ofte med "Jeg er ..." Måske fordi at dét at være og hvile i sin væren netop er hele humlen eller kernen i at overhovedet at være til - også sammen med andre?

    (Hvis nu nogen gerne vil finde historien: Historien stammer fra ørkenfædrene, der levede i ørkenen omkring år 1000, og er ikke en del af Bibelen men andre bøger.)

    SvarSlet
  9. Ih, hvor har du bare ret.. Og til det med anerkendelse. Det har jeg også brug for, og derfor sagde jeg igår mit fritidsjob op fordi jeg var så træt af ALDRIG at blive anerkendt for noget af det jeg gør..

    SvarSlet