lørdag den 9. april 2011

Begivenhedsrig uge

Der har været stille her på bloggen og jeg er klar over at jeg er bagud med stofbestillinger. Det beklager jeg og de sidste jeg mangler at få afsendt håber jeg, at jeg kan få pakket færdigt i dag.
Det er utjekket, men jeg har haft en helt uendelig hård uge, hvor min sygdom har vist sig fra sin værste side og taget alle mine kræfter fra mig. Sådan tyvstjålet al energi, så bare det at stå på benene er nok til at dagens energi er brugt i løbet af 30 minutter. Jeg bliver lige overrasket hver gang det sker. For det kommer i bølger og er så svært at fatte, at jeg også lynhurtigt glemmer at det kan være sådan at være mig.

Der har også foregået mere end godt er. I sidste weekend var jeg på weekend med min diabetes familie. 20 dejlige mennesker som jeg var på diabeteshøjskole med i efteråret. Vi kalder hinanden for familie fordi stemningen og forståelsen for hinanden er helt unik. Der er 30 år imellem den yngste og ældste. Der er både førtidspensionister og karrieremennesker blandt os. Men vi er i samme båd. Det er så berigende.

Torsdag fik jeg et fantastisk brev. Jeg har klaget over en række afgørelser som kommunen har truffet i forbindelse med min funktionsnedsættelse og Det Sociale Nævn har hjemvist sagen. Dvs at kommunen skal behandle sagen påny, da alle deres argumenter for at give mig afslag, ikke er gyldige i følge lovgivningen. Det er lidt af en delsejr! Så kan de kraftedderpetervæltemig lære, at lovgivningen (surprise!) også gælder for Vejle kommune!

Fredag fortalte min rigtig gode veninde Anne om en forfærdelig hændelse, der fandt sted efter hun havde hente sin søn (som er adopteret fra Afrika) i vuggestuen.
Et racistisk overgreb på hendes 2-ÅRIGE søn. 2 år!.... I kan læse mere om hændelsen her på hendes blog.

Jeg fik det simpelthen så dårligt, da hun fortalte det! Jeg fik både tårer i øjnene, en knugende fornemmelse i mit hjerte og har grædt over det flere gange. Jeg følte og føler stadig en fysisk smerte, som er SÅ svær at rumme. Der blev kastet en banan efter hendes uskyldige barn, fordi hvad? Fordi han har en anden hudfarve! Findes der virkelig så afstumpede mennesker? Det er ikke ikke til at rumme som mor, at skulle være bange for overgreb på sit barn. Det er fuldstændig urimeligt!
Jeg gik med til politiet for at anmelde det, og damen ved skranken afviste os i første omgang med, at det kunne de jo ikke gøre noget ved. Jeg insisterede på at det skulle anmeldes, da racistiske overgreb lissom slet ikke er i orden! Heldigvis kom vi til at snakke med en rigtig sød betjent, som tog sagen meget alvorligt.

For syv sytten, vi har alle ret til at være her, uanset hudfarve!


3 kommentarer:

  1. Jeg har læst din venindes historie, og skrevet en kommentar. Jeg har fysisk kvalme af det jeg læser. Kan ikke finde ord. Det er historier som disse, der får mig til at frygte, hvad mennesker består af.

    SvarSlet
  2. Hej J!
    Vil bare sige at det ikke haster spor med "ekspedition" af eventuel stof til mig.
    Rigtig god bedring!!
    Helle.

    SvarSlet
  3. Kære Junette!
    Tak fordi du er med til at fortælle om det, vi oplevede. Jeg tror på, at det er én ting vi kan gøre for at stoppe den slags. (Og tak for hjælpen fredag)

    SvarSlet