søndag den 6. marts 2011

Mareridtet fra sidste år

Sidste år fik jeg konstateret diabetes 1 efter længere tids massivt pres.

Det var en hæslig tid, hvor jeg hver morgen lige skulle bruge dagens første minutter på at finde ud af hvor jeg var. Om dette var virkelig eller et mareridt jeg lige skulle have rystet af mig.
Jeg var ked af det, jeg var bange og jeg var især bange for mit syn. Det er sådan at hvis man har gået rundt i et stykke tid med et meget højt blodsukker, så sker der noget med de små blodkar i øjnene. Når blodsukkeret så bliver justeret ned, så står blodkarrene og vibrerer indtil de har trukket sig sammen. Det kan tage 1-2 måneder.

Jeg havde altså næsten 2 måneder, hvor jeg ikke kunne se ordenligt. Jeg kunne simpelthen ikke fokusere. At læse og se fjernsyn var det værste!

Jeg blev indlagt på hospitalet nogle dage før min mor skulle komme hjem fra Japan, hvor min bror bor. Min søster kunne passe mit Dinabarn og Sigurd kunne være hos sin far i Kbh. Det var rigtig hårdt at få konstateret en alvorlig kronisk sygdom og samtidig skulle undvære de dyrebareste og så sin mor. (Som måske er den eneste der elsker en betingelsesløst og for evigt.) Min mor kom direkte fra Kastrup Lufthavn og op på hospitalet til mig. Jeg havde inden hendes afrejse bestilt manga tuscher og dem kom hun med. De blev måske lidt min redning fra insanity.

For selvom mit syn var dårligt, så ville jeg kraftedderperkme stadig bruge mig selv visuelt! Så jeg tegnede dimserier som jeg farvelagde. Jeg lavede regler for mig selv: kvadratisk format, motiv: dekorerede cirkler, 4 farver.
Jeg tegnede og tegnede. Mine briller pendulerede fra næseryggen og op i håret. Jeg lukkede øjnene. Åbnede dem igen. Prøvede at slappe af. Prøvede at knibe øjnene sammen. Det var så skidefrustrerende at jeg ikke kunne fokuserer mere end sekunder ad gangen. Men jeg ville bare tegne. Jeg ville ikke begrænses. Så jeg tegnede. Få sekunder ad gangen. Gennem nogle måneder.

Når jeg kigger tilbage på de kriser jeg har haft gennem mit liv, så kan jeg godt forbløffes over hvordan  fa´en jeg gjorde det jeg gjorde. Altså hvad er det lige, som for én til at tegne så fine og detaljerede billeder, når man er midt i en sorg, ny sygdom og et dårligt syn?

Her er nogle af billederne. Der er flere af dem, som jeg ikke lige kan finde i mit lettere kaosprægede hjem:




3 kommentarer:

  1. Godt kæmpet, har selv været der hvor sygdom kan slukke lyset for en men hvis man inderst inde tror på at man kommer igennem så er man godt på vej og måske finder man nye værdier der hvor man ender. God solskinssøndag

    SvarSlet
  2. Kreativitet har også altid været min måde at komme gennem svære perioder på. Det er jo terapi, du kæmpede med din sygdom gennem tegningerne.
    De er vildt flotte. Håber at det går bedre med din diabetes i dag.

    SvarSlet
  3. hold da op! det er da helt vildt. Det er godt gået når du ikke kunne se.
    Jeg synes bare jeg har det lidt modsat, at hvis jeg har det rigtig skidt, så er jeg IKKE kreativ, men når jeg har det mindste overskud, så er jeg der med det samme :)

    SvarSlet