torsdag den 24. februar 2011

Her er vores Paradis

I går havde jeg den skønneste snak med mit Dinabarn.

Det startede med at hun ud af det blå sagde: "Mor, når vi dør, skal vi så ikke alle 3 ligge ved siden af hinanden, så vi kan være sammen som familie altid? Du skal ligge i midten, og Sigurd og mig ved siden af dig."

Det synes jeg var en meget smuk og god idé. Og så kom der en lavine af spørgsmål om døden og hvad der så sker. Altså det ved jeg jo faktisk ikke, da jeg ikke har prøvet det. Men jeg fortalte at man kom i Paradis. I fællesskab digtede vi et billede af hvordan Paradis er. Et sted uden biler og fortove. Kun blomstermarker og stier. Der er dejlig varmt og det regner ikke, lidt ligesom Grækenland. Bare uden så meget vand.
Der er søde dyr som kaniner, bambier og fugle som man kan være venner med. Der er ikke noget skidt og derfor kan man ikke blive beskidt og har kun brug for et sæt tøj og man behøver ikke gå i bad.
Ingen fjernsyn og Nintendo´er, for man er omgivet af en masse mennesker man elsker, så dem hygger man sig med. Der er så mange blomster at man kan lave blomsterkamp og drysse blomsterblade på hinanden.
Der er ingen huse og senge, for i Paradis er man aldrig træt og solen skinner altid.

Sådan er vores Paradis!
Barnets største bekymring var om vi kunne finde hinanden i Paradis. Jeg lovede at tage afsted på forhånd. Så vil jeg stå og tage imod ved havelågen når Dina og Sigurd kom.


Dagens sidste kommentar var: "Åh, jeg kan altså bare ikke vente med at dø!"
Næste morgen var dagens første kommentar: "Sigurd, glæder du dig ikke også til at dø?"

Det var faktisk en rigtig dejlig snak at få. Jeg har aldrig været så glad for at snakke om døden. Måske fordi mine tanker om døden, altid har været i forbindelse med at det ville være løsningen, når livet føles for pinefuldt. Og det er ligesom bare ikke i orden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar