onsdag den 12. januar 2011

Om drengebørn, tudeture og gummiben

Min veninde og jeg er begge mødre til et par temmelig stædige og på nogle punkter fremmelige drengebørn, der på trods af de kun er henholdvis 2 og 3 år, tror de kan alt og ved alt. Hvor sejt er det ikke lige? De er desværre udstyret med temmelig tungnemme mødre.

Jeg har jo et lille forspring med min 3-åring og har ganske ofte været slået lidt omkuld af frustration over hvor stædig han kunne være. Jeg husker ganske tydeligt sidste vinter, hvor drengen en dag selv skulle gå i vuggestue. Halvvejs besluttede han sig for at det kunne han ikke. Benene blev til gummi og så kan man jo ikke. Ligemeget hvor meget jeg prøvede at rejse ham op, skvattede han sammen igen. Jeg har ikke kræfter til at bære, så der var jo kun en løsning! Som han altså ikke var med på. Jeg insisterede på han skulle og han insisterede på at blive liggende. Faktisk blev han liggende så længe at det tynde lag sne smeltede under ham, og efterfølgende var der et kropsaftryk på fortorvet. Da det til sidst ikke var forsvarligt at lade ham ligge der og skrige, og min lidt større datter stod og var ved at fryse lemmerne af i tålmodig venten, måtte jeg jo give mig og bære ham. På trods af at jeg ikke kunne. Vildt, hvordan man kan få mobiliseret ekstra krafter når det gælder ens børn.

Nu har min veninde netop haft samme erfaring med gummiben. Det er rart! Altså for mig. Så er jeg ikke den eneste.

I dag havde vi en snak om en anden problematik.
Hvis man kommer til at lave et fejltrin, det kunne feks være at man kommer til at hælde for lidt morgenmad op i skålen. Det kunne også være man havde taget en blå tallerken, på en dag hvor pink er favorit. Så kan det udløse en så voldsom gråd at barnet mister evnen til at tale! Barnet prøver skam at fremstamme noget i samklang med gråden, men det er urimeligt uforståeligt! Hvis man så gætter forkert, resulterer det i at der bliver skruet endnu mere op for gråden og skruet mere ned for talen.
Hvis man gætter forkert igen, sker det samme. Man har kun 3 gæt. Hvis man forsøger at gætte flere end 3 gange og man så rent faktisk gætter rigtigt, så er det desværre for sent. Ærgerligt.
Man har lige ødelagt barnets humør, evne til at tale og nu også lysten til at spise. 

Så kan man for høvlen da lære at gætte rigtigt fremover? 

Men så ulidelige som de nu engang kan være, lige så bedårende, charmerende, hjertesmeltende kære kan de være. Specielt hvis de får stillet i udsigt at køre tur i en bybus. Forstå det, hvem som kan.


6 kommentarer:

  1. uha hvor jeg kender det du skriver om :) har haft 5 med gummiben ;)

    SvarSlet
  2. Jeg kender dem! Specielt det med hysteri ved forkerte gæt.

    Belladotte jeg bukker i dyb respekt!

    SvarSlet
  3. Godt med nogle eksperter på området, lige kom på banen! :-)

    Kan I så også svare på om det er noget de vokser fra? Altså sådan indenfor overskuelig fremtid?

    SvarSlet
  4. Yeiks - jeg gruer allerede...
    Mette

    SvarSlet
  5. min erfaring med mine børn er at de der gummiben holder op i 4-5 års alderen så der er håb forud :)

    SvarSlet
  6. Åh, hvor måtte jeg grine. Jeps. Grænsen på tre gæt må overholdes, sådan er reglerne. De er skønne de to - måske også netop fordi de ved, de ved bedst!

    SvarSlet