mandag den 3. januar 2011

Lykke, som satte en helt masse tanker i gang

Så du DRs nye søndagsserie?
Den sidste serie jeg fulgte med i var "Sommer", så det er vist på tide at følge med i noget igen.

Jeg blev fanget lige fra starten. Der var nemlig noget som ramte mig. Temaet stress.

Jeg tror stress er vejen til mange både fysiske og psykiske sygdomme. Når vi er stressede er vi styret af det sympatiske nervesystem (speederen), som er det der gør os klar til kamp.
Når vi så er løbet fra bjørnen og er i sikkerhed, så overtager det parasympatiske nervesystem (bremsen) som får os til at slappe af. Når vi slapper af, så får kroppen lov til at genopbygge det som blev brændt af.
Hvis det altid er speederen der er i bund, så slider det på kroppen. Der skulle helst være noget balance i det, så der veksles mellem at være kampklar og at kunne hvile.

Jeg er på 6. år kampberedt. Jeg var udsat for en lægefejl i forbindelse med en epiduralblokade ved min datters fødsel:

Der var en del panik på fødestuen og rigtig mange læger som ruskede mig, rev i mig og talte til mig. Inde i mit hoved var det overordnede tema: jeg kan ikke trække vejret, jeg er ved at blive kvalt, ergo dør jeg nu! Og så kan du tro at hjerne fik travlt! På ganske kort tid (få minutter, måske mindre end et minut) når jeg at registrerer at jeg skal dø, at det er urimeligt, virkelig urimeligt!, jeg kan sgu da ikke dø mens mit barn stadig ikke er kommet ud, jeg vil møde hende, se hende, vil hun i så fald overleve?, hvem skal tage sig af hende?. Paniske tanker, som så bliver efterfulgt af beroligelse: Barnet dør ikke, godt jeg nåede at lave et børnetestamente inden fødslen i tilfælde af at der skulle ske mig noget under fødslen eller kort tid efter, det bliver godt for barnet, hun har aldrig nået at kende mig så det vil ikke lide savn. Slap bare af. Dit liv har været godt og fint. Det er ok. Luk nu øjnene, det er ok..
Så blev der sort. Fred.

Indtil jeg senere slår øjnene op igen. Jeg døde åbenbart ikke. Det var sgu mærkeligt! Og slet ikke dejligt. For her ligger jeg med slanger i næsen og alle andre steder på kroppen. Kan jeg se. For jeg kan ikke mærke den, kroppen. Jeg kan kun se og høre. Lægerne ser glade ud nu og taler til mig. Jeg er egentlig bare mest fokuseret på at jeg har savl i munden. ligesom når man er til tandlæge og der ikke lige er blevet suget. Jeg er meget fokuseret på dette, for det er virkelig generende! Hvis jeg kunne synke, så gjorde jeg det. Men det kan jeg ikke. Kun høre og se........ Jeg prøver at forklare problemet. Men kan åbenbart heller ikke snakke. Så det bliver bare til nogle lyde. Sådan nogle spasserlyde. Fuck, det er flovt! Det er kun vokaler der kommer ud. Prøver igen. Stadig kun de der lyde. Det kan simpelthen ikke være rigtigt! Jeg kæmper med alt hvad jeg har i mig, for at prøve at bevæge mig og at tale. Hjernen huske jo som det mest naturlige hvordan det gøres. Men intet på mig lystrer. Det eneste der kan bevæge sig er mine øjne. Hvis der var tårer, ville jeg ikke være i stand til at tørre dem væk. Hvis der var snot, ville jeg heller ikke kunne tørre det væk. Det ville være et kønt syn. Snot der løber og et sprog der består af vokaler..... Et kontrolfreaks værste mareridt.

En læge sætter en spritklud op til næsen for at se om jeg kan lugte det. Det kan jeg ikke. Anæstesilægen forklarer at de er kommet til at prikke hul på noget i min rygrad, så jeg er blevet bedøvet fra næsen og ned. At han er ked af at jeg skulle have den oplevelse. At han gerne ville blive, men er desværre nødt til at gå. Arbejdet kalder.

...........to be continued

5 kommentarer:

  1. pyha en tur du har været igennem følger spændt med i næste afsnit :)

    SvarSlet
  2. Hvad? Hvad fanden er det for en opførsel? Har du klaget?

    SvarSlet
  3. Kære Junette....jeg ved ikke hvad jeg skal sige, men jeg håber at du er okay efter at du har taget hul på din historie...pas på dig selv

    mange tanker herfra til dig.

    SvarSlet
  4. Fortsættelse følger når jeg lige får lidt mere tid.

    Anne, jeg har en sag kørende i Patientklagenævnet. Ikke på grund af nogens opførsel, men pga varige mén. Endnu ingen afgørelse, da der er meget lang ventetid på en psykolog med speciale i PTSD. Jeg har fået diagnosen fra mindst 4 specialister, men jeg skal også undersøges af en der er tilknyttet Patientklagenævnet.

    Og jeg er ok. Det er ikke første gang jeg tager hul på historien. :-)
    Den har som minimum været fortalt 53 gange gennem de sidste 2 år. Jeg har været sygemeldt i lidt over 2 år og har i den periode, fortalt min sygehistorie til 53 forskellige personer, der har haft en funktion med at vurdere mig.

    SvarSlet