mandag den 13. september 2010

Seriøst mental meltdown

Som nævnt i flere indlæg før, fik jeg tidligere på året diagnosticeret diabetes 1. Dette er insulinkrævende sukkersyge, hvor man selv skal sprøjte insulin ind i kroppen. Hvis man får for meget insulin kan man gå i insulin chok, som kan være livstruende.
Dette har jeg ikke prøvet endnu. Inden man går i chok får man "føling", som er en stærk ubehagelig tilstand, hvor man sveder, ryster, er sulten og forvirret og hjernen begynder at slå fra (folk der får føling vil ofte blive  fejlagtigt opfattet som fulde). Her er det med at handle hurtigt og indtage nogle hurtige kulhydrater som juice eller druesukker.
Jeg har aldrig prøvet at gå i chok. Jeg har heller ikke prøvet at hjernen slog helt fra. Før i nat.

Jeg vågnede op og havde det megadårligt. Men jeg kunne ikke regne ud hvad der præcist var i vejen. Så jeg tænkte at det nok var fordi jeg skulle tisse. Så jeg stod op og gik ud og tisse. Det hjalp ikke.
Så kom jeg i tanke om at det var måske var noget med mit blodsukker, så jeg målte det og det var på 2 (dette er meget lavt og tæt på niveau, hvor man mister bevidstheden). Men jeg kunne simpelthen ikke regne ud hvad jeg skulle gøre ved det! Jeg plejer at have en veludviklet problemløserhjerne, så hvis der er et problem kan jeg som regel regne den ud. Men nu var min hjerne slået fra og det var voldsomt frustrerende for mig. Jeg blev nærmest desperat. Ligesom når man får et spørgsmål i TP og man VED man kender svaret, klappen er bare lige gået ned. Det er så træls! Så frustrerende! Så ARGH!  Samme følelse havde jeg her, bare lige med den ekstra stressfaktor, at hvis ikke jeg fandt svaret, kunne det blive fatalt. Dét vidste jeg.
Jeg pressede virkelig på og sagde mentalt til mig selv: "kom nu, kom nu, kom nu! Du kender svaret!" Min langsomme hjerne kunne ikke komme svaret nærmere, end at det var noget med at indtage insulin, mad eller drikke. Så jeg måtte prøve mig frem.
Heldigvis valgte jeg ikke insulin. Det ville være at give mig selv dødssprøjten.
Jeg valgte at hælde et glas mælk op og bære det ind i stuen uden at drikke det. Derefter drak jeg noget cola zero! Hvorefter jeg åbnede køkkenskabe for at finde det rigtige svar. Her fandt jeg ungernes rester af fredagsslik som jeg voldhamstrede. Jeg tog en håndfuld i min svedklamme og rystende hånd og satte mig i min stol i stuen og spiste rub og stub. Da kroppen igen var faldet til ro og hjernen på vej ud af sin dvale, gik jeg i seng igen og sov for længe. Nåede dog at komme op og få børn afsted på koloni, med min mors hjælp.

Det er noget af det mest modbydelige jeg endnu har oplevet! Jeg har været meget igennem med sygdom og selvom min krop bærer rundt på kroniske smerter og mange af dem, så har jeg altid haft en positiv ting at fokusere på: mit kloge hoved. Det er simpelthen så angstprovokerende at opleve, at der også kan rykkes ved det!

Jeg føler mig rigtig rigtig sårbar lige nu. Og får kuldegysninger af at tænke på at jeg var ved at overveje at tage insulin, når jeg i forvejen var overdosed. Jeg synes virkelig det er skræmmende!

3 kommentarer:

  1. Det lyder også skræmmende. Rigtig god bedring til dig.
    Knus.

    SvarSlet
  2. Føling er skummle saker. Klem fra en som er gift med en med diabetes.

    SvarSlet
  3. Fy for pokker! Ved ikke hvad jeg helt skal skrive, for er lidt rystet over, hvor nemt det egentligt kan gå galt!

    SvarSlet