torsdag den 26. august 2010

Fucking 52

På det sidste har jeg følt mig mættet. Fyldt op af samtaler med fagpersoner, der skal dirigere og gøre sig kloge på mig og hvad jeg fejler og hvad den store forkromede løsning kunne være.
Jeg er træt, uendelig træt af fagpersoner, som prøver på at holde håbet oppe, ved at sige at jeg nok skal få det bedre. Jeg ved godt at håb er en stor og mægtig størrelse og en væsenlig faktor. Men nu er den taktik prøvet gennem 4-5 år og jeg synes at det er på tide at acceptere og sige: "Det er som det er! Og så må vi tage den herfra!"

De sidste 1½ år har jeg snakket med en del læger, speciallæger, fysioterapeuter, sagsbehandlere, ergoterapeuter, jobkonsulenter, psykologer samt andet sundhedsfaglig og kommunalt ansatte. Og med en del, så var jeg klar over at det var temmelig mange.
Så da der i går kom et brev fra jobcenteret, at de gerne ville have mig undersøgt af (endnu) en psykiater,  satte jeg mig for at tælle.

Jeg har fortalt min sygehistorie til TOOGHALVTREDS fagpersoner. 52!
Hvis det ikke lige var mit liv det drejede sig om, så ville det næsten være komisk.
Sådan lige hurtig regnet ud, svarer det til at skulle fortælle om sin livssituation, sygdom og traumet der ligger bag sygdommen, til en ny person hver 9. dag.

Der er også 52 meninger om hvad problemet er og hvad der skal gøres. Hvem har ret? Hvem skal jeg lytte til?

Lige nu er jeg lidt gal i skralden og lidt tordensky. For hvad fanden er meningen med at lukke op for posen for fagperson nr. 53? Vil det virkelig gøre en forskel? Jeg er pissetræt af at jeg for det første er på overførselsindkomst. For det andet har jeg i ca. 1 år været i afklaringsforløb der koster ca. 2500 om måneden. Dertil kommer lønninger til de 52 snart 53 personer, som vistnok tager sig riiimelig godt betalt. Og hvis det så bare var 52 møder jeg har været til. Men mange af dem har jeg konsulteret flere gange. Min psykolog 12 gange. Fysioterapeut har i perioder været 3 gange ugentligt. Læge ca. en gang hveranden uge. Rundt regnet ligner det noget med 500.000 kr årligt, som jeg koster samfundet.

Hvis alle med stressrelaterede lidelser bliver jaget rundt i manegen som jeg er blevet, så kunne det godt gå hen og blive uholdbart dyrt.


5 kommentarer:

  1. Nemlig, ja! Det er godt nok også mange, Junette. Puha. Tror, det er godt du bli'r lidt tordensky. Det er da i orden at blive vred over hele situationen og det menageri du skal igennem for at få fred!

    SvarSlet
  2. FUCK! Hvad sker der lige for det? Har ondt af dig!!!

    SvarSlet
  3. Som en der kender turen og er kommet over på den anden side af systemt på tvungen pension, kan jeg kun sige at man IKKE bliver mindre stresset eller syg af de mange samtaler og møder man skal troppe op til.

    PHEWWW siger jeg bare.

    Kh Henriette/defemibyen

    SvarSlet
  4. PS; man kan blive helt fortvivlet over følelsen af ikke at blive hørt ikk?

    SvarSlet
  5. Tak for jeres kommentarer.

    Jo det er frustrerende med følelsen af ikke at blive hørt. Og man kommer hele tiden til at tvivle på sig selv: Kommunikerer jeg virkelig så dårligt? Sender jeg forkerte signaler? Ligner jeg en der lyver?

    Heldigvis har jeg nogle gode og ærlige venner, som har været medvirkende til at jeg kan holde fast i mig selv.

    SvarSlet