onsdag den 12. maj 2010

Bare vi ikke når frem til tiden

I går var en rigtig lortedag. Der blev grædt så ufattelig mange tårer og da jeg endelig faldt i søvn, var det lidt med et håb om ikke at vågne op igen. Ja, så ked af det kan man blive.
Men jeg vågnede op. På en ond måde. Af 2 elskede børn der kæmpede pladsen op af mig, deres mor. De kæmpede så meget at det endte med at begge græd højt! Åh, hold nu op med at skændes! Jeg har jo 2 sider. Så kan jeg ligge i smørhullet og inden jeg får set mig om, har sengen skubbet sig fra hinanden og jeg på gulvet og så kan man jo ligeså godt stå op og tænde for barnepigen. Her til morgen hed den Wall*E.
Wall*E var sindssyg hjælpsom og gjorde at mit hoved og ører fik fred.

Det meste af dagen blev tilbragt i toget. Jeg har været i Kbh og aflevere Lille Vilde til sin far. Og en god lang togtur kan altså gøre noget ved mit humør. Her har jeg tid til at tænke. Her er ingen sure pligter eller krav om at være flere steder på en gang.
Nu er jeg på vej hjem. I dag var min dag. Der var lidt af det sædvanlige kaos som togsæt der manglede. Heldigvis havde jeg pladsbillet til et af de togsæt som var der. Jeg plejer ellers ofte at trække nitten, med pladsbillet i manglende tog. Jeg ¨føler mig bare så heldig! Specielt taget i betragtning at vi er blevet megaforsinket, pga et andet tog foran os var gået i stykker og passagerer skulle evakueres.
Men jeg har min siddeplads og min computer og min madpakke og min cola light! Og jo mere forsinket vi bliver, jo længere tid går der før jeg kommer hjem til krummer og pålægschokolade i sofaen, rod, vasketøj der burde være hængt op for dage siden og alt muligt andet som lige nu er fortrængt. En anden god ting ved at være forsinket, er at så kan jeg få refunderet billet.
Så jeg sidder og hepper på at toget kører laaangsomt. Mens alle mine medpassagerer ringer hvert 15. minut til pårørende for at opdatere om situationen. Imellem telefonopkaldende brokker de sig højlydt til hinanden, om hvor ringe DSB er.
Jeg smiler. Både til ham den søde overfor mig og for migselv. :-)

5 kommentarer:

  1. Hurra for DSB og tænketid!! Du skulle ta' at finde Maren Uthaugs blog hos mig, og læse om hendes "Nye liv" del 1,2,3 og 4. Især sidst nævnte giver grund til latter og befrielse over andre mødre og familieliv!!

    SvarSlet
  2. Smilede ham den søde egentlig igen?

    SvarSlet
  3. Aj, hvor er vi altså bare helt igennem kompatible og synkroniserede, Anne! For jeg sad faktisk og læste hendes blog.
    Det er altså smart at vi gør hvad hinanden tænker. Vi behøver i virkeligheden slet ikke at kommunikere.

    Ja, ham den søde smilede igen. Han smilede så meget, at jeg til sidst slet ikke turde kigge på ham.
    Jeg er lidt rusten i det der med mænd.

    SvarSlet
  4. Næh, det har du nok ret i. På den anden side ville detogså blive lidt trist ikke at vide den anden gjorde, som den første tænkte!

    SvarSlet
  5. Håber du tænkte positive og dejlige tanker når nu der var én der smilede til dig. Jeg håber du får styr på krummer og chokolade - og alt det andet der fylder. Knus og varme tanker.

    SvarSlet